Stress



Hvad er stress?

Ordet stress er engelsk og betyder spænding, tryk eller belastning, men i hverdagstale kan ordet næsten betyde hvad som helst.
Vi forstår ofte stress ved en menneskelig reaktion på en belastning i form af nogle symptomer.
Stress er de forandringer, der sker i kroppen og i hjernen, når vi belastes indefra af vores følelser og tanker, eller udefra af fx arbejdet. Forandringerne skyldes stress-hormoner, som udløses, når vi er pressede.
Det er sundt at være lidt presset, her er der tale om adrenalin-kick, der får det hele til at køre.
Men varer presset for længe, kommer stress-hormonet også kaldet tolerancehormonet kortisol på bane. Det bruges til at udholde presset - og det spiser hjerneceller!
Kilde: DR

Ifølge stressforsker ved Hillerød Sygehus, Arbejdsmedicinsk Klinik, Bo Netterstrøm, bør vi ikke være stressede i mere end en time før det bliver negativt for os!
Mennesker, der har været udsat for stress i længere tid, kan blive alvorligt syge både fysisk og psykisk.
Det, man skal lære, er at blive opmærksom på stress-signalerne fra kroppen og respektere dem. Det indebærer, at man kan blive nødt til at lave om på nogle gamle indgroede vaner og mønstre. Det kan være en vanskelig vej, men alternativet er svært at få øje på!

Symptomer på stress

Fysiske: Hovedpine, indre uro, ondt i maven, ingen appetit, hjertebanken, mange infektioner, diarre, hyppig vandladning
Psykiske: Koncentrations- og hukommelsesbesvær, træthed, uro og rastløshed, nedsat humoristisk sans, ulyst (grænsende til depression)
Ændret adfærd: Uengageret, vred, aggressiv, nedsat præstation, søvnløs, ubeslutsom, øget forbrug af stimulanser, evt. øget sygefravær Kilde: Stress på arbejdspladsen - årsager, forebyggelse og håndtering af Bo Netterstrøm

Mit syn på stress:

Eksistentielt set udspiller livet sig som en udveksling af energi mellem et menneske og dets omverden. Et menneske befinder sig altid i en bestemt stemning, der dannes i menneskets verdensrelation.
Noget af det væsentlige, der sker mellem mennesker består i udvekslingen af energi og stemninger. Vi kan opbygge og nedbryde kræfter og stemninger hos hinanden.
Eksempelvis kan man lade sig stresse af andre, eller en situation.
Eksistentielle psykoterapeuter og psykologer ser ikke stress som noget, der skal bekæmpes ved "stress management".
Stress indgår i personens relationer til verden og relationerne udtrykker, hvad der engagerer personen.
Mange mennesker oplever fjernelsen af en stresspåvirkning som belastende og deprimerende, ikke som en lettelse, og der kan opstå tomhedsfølelse og rastløshed. Det kan lyde paradoksalt, men fra et eksistentielt synspunkt er det ikke så mærkeligt: Mennesket er eksistentielt afhængigt af sine omverdensrelationer og sit engagement. Lettelse fra noget, der engagerer et menneske er samtidig en delvis udslukning af dette menneske. Et livgivende engagement ophører. Hvis et menneske berøves sit engagement og bliver totalt aflastet, berøves det også muligheden for fortsat at være psykisk levende. Et menneske er altid engageret i en eller anden situation og er derfor i samme udstrækning altid belastet.
Prisen for at opgive sit engagement kan ifølge ovenstående være, at mennesket ville føle sig psykisk dødt. Det giver mening at fortsætte med at knokle.
Stress kan altså ikke fjernes, for det er en del af livet, men man kan overveje sit forhold til belastningerne og undersøge, om der er balance i forholdet.
Og det er lige præcis her, jeg kan hjælpe dig med eksistentiel samtale, hvor du selv oplever og får øje på, hvad der foregår og hvad du skal gøre - velkommen!